Det er måske en lidt mærkelig overskrift – og det lyder muligvis som en kontakt-annonce. Måske at det er? Egentlig vil jeg gerne bevæge mig lidt ind på emnet omkring venskaber mænd og kvinder imellem.
Tilbage i folkeskolen, havde jeg 4 super gode drengevenner! Vi lavede alt muligt sammen. Spillede computer, rullede, spillede fodbold osv. Da jeg begyndte “at tage form” – ændrede deres syn på mig, sig en del.. Og jeg mistede dem lidt efter lidt. De blev glade for mig, på en anden måde. En knap så venskabelig måde.
Det har stort set været umuligt for mig, at have et reelt venskab siden, med en mand. Det er lykkes mig med én, igennem mange år – og jeg har virkelig sat pris på ham, og vores venskab mere end ord kan fortælle. For der er noget over, at have en relation til det modsatte køn. Et venskab. Men desværre er vi gledet lidt fra hinanden.
Jeg sætter utrolig meget pris på alle de skønne kvinder jeg har i mit liv også – det skal ikke misforståes. Mine skønne veninder. Men en mand kan noget andet. En kammerat giver noget andet – og jeg savner det! Det er en del af det som mine tanker er gået på, på det seneste.
Som jeg skrev i en opdatering forleden, på min facebook og Instagram profil – så har jeg været uheldig med mænd.
Jeg møder de mænd, som ikke hviler i sig selv på en eller anden vis. Skønne mænd – inderst inde – men som kæmper med deres. Så jeg ender i positionen af at være hende som hele tiden skal passe på ham. Og tage mig af.
Og jeg er ikke god til det mere… Jeg mister desværre for meget selv. For meget god energi, min drivkraft og mere til.
Så jeg savner noget ukompliceret – en kammerat. Ikke noget intimt. Jeg savner én, Ham, som sidder i den anden ende af sofaen, og griner af det samme fjollede i tv’et – den ven, hvor man ikke altid behøver at tale sammen, bare fordi at man er i samme lokale.
Ham man kan ringe til og fortælle hvad der lige er sket. Ham som ikke lægger an på en – og vil noget seksuelt..
Men det er desværre svært for mig. Måske er det ganske enkelt bare svært generelt … Men hvorfor ikke i det mindste starte der?
Hvis det er meningen, at det skal udvikle sig – så sker det vel helt naturligt…
Kærligst Rikke
Like & Share
Du kan kommentere længere nede.
Indlægget er skrevet af
Rikke Ganer Tolsøe
Du kan følge mig her:
Andre indlæg i denne kategori
I’m back! Mere beriget end nogensinde før.
Hvordan vender man lige tilbage, efter så lang tids pause i skriveriet.Hvor starter man lige? Jeg slap ved:
Mig med ADHD; Vid, at jeg ikke gør, sir’ eller glemmer for at pisse dig af.
Øj hvor kan man blive irriteret på mig. Irriteret fordi jeg så sjældent afslutter det som jeg har
Ej, skal han allerede i vuggestue? Er det ikke tidligt?
Så kom dagen. Den længe frygtede dag, hvor jeg skulle starte på arbejde, og hvor Huxi skulle afsted
Følsom mor, følsomt barn
Man bringer dem til verden, og man svor at gøre det bedste man overhovedet kan for, at de
Dette indlæg har 2 kommentarer
Ih hvor jeg kender det – før havde jeg dremge venner og få pige venner – nu har jeg været godt fået tre børn og været temmelig uheldig da alt dette endte i nogle grimme ting — hm eller også hag jeg været heldig for jeg er blevet fri til at være mig på alle punkter uden at skulle tage stilling til den der sårede mig aller mest.
Men det at være single mor til tre fantastiske børn gør at man på en eller anden måde enten er til fare for dem der er i forhold el at de inklusiv andre tænker der står fri adgang i panden på en 😳🧐
Savner indimellem en at snakke med grine med uden det behøver at betyde mere end det ..for ja der er bare foreskel og så håber jeg ham det kan vælte benene under mig og mine tre trolde kommer forbi på et tidspunkt ..
Nu er jeg ganske vist en mand, men jeg kan godt behovet, for lige som du/I skriver at det er noget andet at have en mand som ven, oplever jeg det samme bare modsatrettet.
Jeg er glad for mine mande venner. Og med dem kan jeg udtrykke mig på den meste maskuline måde – hvilket jeg godt kan lide.
Omvendt kan jeg sammen med mine veninder give mine mere feminine sider plads. Og nej jeg er ikke homoseksuel, men har til gengæld lært mig selv at kende i dybden – med alt hvad jer er.
Og her virker mine venskaber rigtigt godt.
Jeg tænker også, at et tæt venskabs ofte er et fortroligt miljø. Det er her vi “blotter” os. Og det gør vi ikke hos nogle vi ikke føler noget for. Så i venskabet har vi en slags kærlighed som også kan blive nært intimt, dog uden at være seksuelt – her tænker jeg at balancen, for mange, bliver vanskelig af forholde sig til.
Mine oplevelser i forhold til hvem vi søger er oftest, at vi leder efter den person som kan give os lov til at være “hele” os. Og den er tilstede både hos kvinder, såvel som hos mænd.
Vi tror vi ved hvem vi er, men hver gang vi søger en partner (eller en ven) er det en der har de samme træk som den forrige.
Kort sagt, vi søger andre fordi vi søger os selv. Når vi finder den der giver os lov til at være os selv, så opstår der ofte forelskelse, tiltrækning osv. For vi vil gerne have det sådan – hele tiden.
Men efter noget tid viser det sig, at han/hun IKKE var det som vi bød ind på.
Jeg tror på, at mine venskaber virker, fordi jeg IKKE søger dem for at få lov til at være mig – jeg ved hvad jeg er og har derfor ikke nogen agenda ind i mødet.
Det er ikke det samme som at jeg ikke kan finde mine veninder tiltrækkende – for selvfølgelig kan jeg det. Men venskabet er vigtigst.
Kh. til jer alle.
Morten