“Et bord til én, tak”

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Det var ret så svært at få de ord ud over mine læber.. Jeg tager Jer lige tilbage til da jeg skulle være med i dansk melodi grandprix i starten af februar, i Aalborg.

Udover at det i sig selv var vildt spændende – så var der også lidt andet spændende, som skete i forbindelse med det.

Den dag jeg skulle til Aalborg, det var onsdagen inden – der slog det mig pludselig, at jeg aldrig har rejst alene. 
Jo jo – jeg har da taget toget alene til Aalborg, dengang jeg havde en ungdomskæreste deroppe. Men jeg havde aldrig skulle ud til lufthavnen alene, flyve alene – og afsted alene på den måde.

Det skulle jeg nu. Jeg var så heldig at min storesøster kørte mig derud, og i øvrigt fulgtes med mig ind i lufthavnen så langt hun kunne. Jeg synes allerede jeg havde glemt hele trumlerummen derude nemlig. Hvordan tjekker jeg ind – hvor gør jeg af mine ting, hvad med min make up i håndtasken og osv. osv. Det er sikkert at sige, at jeg faktisk fik lidt sved på overlæben, i dunene dér – som jeg stod med jakke og halstørklæde på og skulle hive alt op ad håndtasken, i håbet om at det kunne være i én af de der små poser. Mere måtte man vist ikke have med.

Nå – kys – kram – farvel søs, nu må jeg vist hellere begive mig videre, på egen hånd.

Øj!
Så hen til kontrollen

Op med kamera, op med computer, op med lader – af med ur og jakke osv. Jeg fyldte pludselig 4 af de der bakker, fordi det ene ikke må ligges sammen med det andet og hva’ ved jeg.

Men som om at det var nok! Jeg bibbede. Til sidst stod jeg kun i mine bukser – og en tynd lille stropbluse, da ordene fra kontrolløren lød, “Nu behøver du ikke tage mere af”. “Ihhh jamen tak – det var da venligt af dem – du havde sgu nok heller ikke fået mig til at tage mere af”, tænkte jeg i mig selv!

Nå, på med stilletter, bælte – bluse og trøje igen – og så afsted med al mit happengut!

Tiden i lufthavnen var spøjs.. Hyggelig at tulle rundt der, men samtidig også lidt underligt, alene…

Jeg skulle flyve med artisten som skulle synge ‘Sang nr. 10’ – og han var super flink. Så var jeg jo heller ikke helt alene ombord på flyet – selvom jeg mødte ham for første gang den dag, hvor jeg altid får så ondt i ørerne. Jeg kan ikke udligne tryk – så mine ører, nogle gange mere end andre, gør ret så ondt når jeg skal flyve.

Men det gik.

Det hele gik! 

Om torsdagen skulle jeg først til prøver ude på venue senere om eftermiddagen.

Så jeg gik en tur. Ind til byen, til gågaden og gik og kiggede lidt… Det i sig selv, kan jeg sagtens hitte ud af. Shopping er det jeg gør bedst nærmest – også på egen hånd. Jeg farede dog vild i Salling. Jeg anede ikke hvad det var – men det mindede jo mest af alt om vores Magasin her i København. Men inden jeg så mig om – havde jeg fået forvildet mig op på en anden etage – hvilket jeg hurtigt glemte – så I kan nok forstå min forvirring da indgangen jeg kom ind af – havde rykket sig.

Nå, jeg fandt ud – og jeg var super sulten. 

Uden for Salling – stort set – stod jeg i et kryds, med McDonalds overfor mig, til venstre – Burger King lige ved siden af mig på højre hånd og Jensens Bøfhus skråt overfor, til højre. 
Jensens bliver det, tænkte jeg! Det også længe siden jeg har været der, fortsatte jeg inde i mit hovede. Men jo tættere på jeg kom, jo langsommere blev skridtene. 

Øh – hvad nu? Skal jeg bare gå ind og bede om et bord til én? Det havde jeg aldrig prøvet før – at gå ind et sted, og skulle sidde ned og spise, alene. I mine 31 år – aldrig. Vildt nok ik’?

Jeg havde min gode kammerat i røret som grinte.. ‘Bare sig at de andre kommer om lidt’, sagde han.

Ej, tænkte jeg, det gør jeg sgu ik’. Nu tager jeg mig sammen og går ind og bestiller et bord til én!

Og det gjorde jeg. Måske at det var min anstrengelse i det indre, der gjorde at jeg følte at hun lige kiggede en ekstra gang, som jeg stod rankt og sagde. “Hej – jeg vil bare gerne bede om et bord til én tak.”

Jeg kan jo håbe at blikkene fra de øvrige tjenere, især en af det andet køn – kun kiggede fordi at jeg så sød ud, og ikke fordi at jeg sad der alene…

Men det var faktisk helt okay. Til at starte med klamrede jeg mig lidt til min kammerat i røret – hvorefter jeg sagde ‘nu vil jeg gerne have mad-ro’.. 

Så her sad jeg, alene på restaurant, og spiste min bøf og fritter – 2 forskellige slags fritter OG to sauce. Ja, jeg var åbentbart ikke pinlig over at bestille mad som jeg plejer, nærmest til 2. 

Det var slet ikke så farligt? Jeg synes faktisk at det var fint…..

Men jeg tænker stadig, at de må have kigget på mig – og tænkt, byt why? Hvorfor sidder hun dér helt alene… 

Men det kan da i grunden være lige gyldigt hvad de tænkte, ikke?

Jeg gjorde det! Jeg tog afsted på egen hånd og jeg bestilte et bord til én. Og det virker nok i sig selv ikke som en stor bedrift – men det var det for mig. For det var langt ud over min comfort zone.

Jeg tror at det er vigtigt, at man engang imellem bevæger sig ud af den… Jeg tror, at man i de fleste tilfælde vil opdage, at det slet ikke var så slemt – og så vil man måske endda sidde tilbage, med en halv pomfrit i munden, og være lidt stolt af sig selv…

Jeg smilede hele vejen tilbage på hotellet igen, og mærkede solen stråler endnu mere, end da jeg gik ‘hjemmefra’…

Kærligst Rikke

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Rikke Ganer Tolsøe

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Del gerne denne artikel
Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email
Du kan kommentere længere nede.

Dette indlæg har 3 kommentarer

  1. Lillian

    Ha ha ha ja kender den følelse alt for godt 😊
    Nu har jeg efterhånden rejst alene mange gange og stået i den situation mange gange hvor tjeneren spørge ‘hvor mange er i’ hmm ja der er så kun mig.
    Har også stået på et lille hotel med all-inclusive med min bakke med morgenmad og ingen ledige borde og tænkt kan jeg tillade mig at spørge nogen om jeg må sætte mig ved deres bord som er til 4 personer (hvor de sidder 2) – har så ikke været i tvivl om dem som absolut ikke ville have mig siddende, for de får pludselig meget travlt med at snakke og kigge hinanden i øjnene 😄 (ret sjovt at opleve folks kropssprog) men så var der et par som sagde jeg gerne måtte sidde ved dem
    Men godt gået Rikke en oplevelse rigere 😉 – næste gang bliver nok nemmere

  2. Bettina

    Salling Aalborg er lidt speciel, med udgang til gadeniveau på hver sin etage på hver sin side 😊 måske det der drillede dig ❤
    Du er sej ❤

  3. Julie Larsen

    Det er stort det du gjorde.
    Siden jeg var midt i tyverne har jeg dyrket café besøg og ofte helt alene, men har der ikke været nogen ledige borde til fx. to så har jeg taget kaffen “to-go”. Hvorfor jeg også foretrak steder der minder om Baresso eller Starbucks. Altid kun kaffe og snack, og specielt da jeg gik på VUC og havde mellemtimer da jeg kun tog to enkeltfag på det halve år. Men så havde jeg jo også noget at lave der, jeg havde jo altid lidt lektier der kunne kigges på.
    Men det at bestille bord til én på et spisested er noget helt helt andet, jeg fik først modet sidste år da jeg fyldte 41 år, og det var der helt bestemt en grund til at jeg gjorde.
    Min dejlige kæreste har kørt lastbil de sidste 3 år og er kun hjemme i weekender, ferier og helligdage – og da jeg fyldte 40 år på en hverdag sad jeg helt alene med mine 4 hunde og 3 katte og spiste nudler, det var trist (selvom det er lidt fjollet) og jeg savnede min kæreste mere end normalt, og jeg er ellers tryghedsnarkoman så det vil noget og har meget svært ved at være alene,
    På baggrund af den triste følelse jeg havde på min 40 års fødselsdag besluttede jeg derfor at jeg ikke ville sidde alene da jeg fyldte 41. Jeg bestilte brunch og et bord til én, ironisk nok på Café Friends i Aalborg. Det var skide hyggeligt og jeg følte mig meget stolt og meget selvelsket.
    Men hvorfor er det lige at vi er kommet til den term at det skulle være sært at bestille bord til en? Vi lever i en moderne Verden hvor utrolig mange vælger at være single, mon ikke det er ved at være tid til at vi tør være os selv, også selvom vi ikke er single?
    Jeg ved det ikke, men jeg ved at du skal være super stolt af dig selv, det er stort når man bevæger sig ud af sin comfort zone <3

Skriv et svar

Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg