En klump i halsen

Det er lidt med en klump i halsen (pun intended), at jeg skriver dette indlæg. Ærligt talt, ved jeg faktisk slet ikke hvordan jeg skal starte det her. Derfor har jeg også oprettet kladden for derefter ikke at se på den igen – før nu. 

Jeg husker tydeligt min første gang. Altså den første gang jeg fandt en knude i mit bryst. Det var heldigvis en solskinshistorie, som blot viste sig at være en fedtknude. Hurra for det! Nu sidder jeg så i en lignende situation igen, hvor det i stedet for brystet, er halsen og i stedet for en blød knude, er det nu en hård knold placeret på skjoldbruskkirtlen. Og jeg føler mig for første gang i langtid bange. 

Historien starter tilbage i januar, hvor jeg ved et tilfælde opdager en knude forrest på halsen. Uden al for megen overtalelse fra mig selv, slår jeg hurtigt tanken ud om at det er noget unormalt. Det må da bare være strubehovedet og alting har altid været sådan. Hurtigt går det op for mig, at alt ikke er normalt og den helt sikkert ikke er en del af mit strubehoved. Læs her, at jeg undersøger Jakob for at fastslå han er lige sådan, hvilket han selvfølgelig ikke er. 

Bekymringerne starter hurtigt og frygten for det værst tænkelige, lurer i baghovedet. En normal reaktion, formoder jeg. Jeg tager dog ikke til læge, da jeg er et af de mennesker, som frygter det dårlige resultat mere end det positive. 

Lilly skal til læge midt marts, og i samme omgang får jeg mandet mig op til at spørge ind til den her knude. Min læge undersøger den og synes jeg skal videre til en scanning på sygehuset, hvilket øger min skræk for det negative udfald. Jeg får fremstammet at jeg vel ikke har kræft, hvortil hun svarer at det ikke er at udelukke, men hun mener nu det blot er noget med stofskiftet. Et lettende tilbagesvar, men samtidig også foruroligende, idet hun jo ikke udelukker muligheden om kræft. Blodprøver bliver taget, som viser normale forhold på stofskifte fronten og indkaldelsen til scanning kommer i min e-boks nogle dage efter. Den 21. marts kl. 7.45.

Den 21. marts får jeg svar, tænker jeg. Svar som sikkert ikke vil vække glæde, som den pessimist jeg nu er. Natten op til sover jeg næsten ikke og jeg har det fysisk dårligt hele morgenen. Jakob tager heldigvis med mig, mest af alt for at se efter Lilly, men selvfølgelig også som moralsk støtte for mig. Ventetiden på sygehuset virker som uendeligheder og den lurende frygt, begynder at manifestere sig i kroppen. 10 minutter over tiden, bliver jeg kaldt ind i et injektionsrum, hvor min hjerne slår knuder. Hvad skal jeg her?

En indsprøjtning med radioaktivt stof skal i årerne, så scanningen bliver helt præcis. Der er bare et problem i den her situation – jeg ammer. Og jeg er ikke blevet informeret om, at jeg skulle have denne indsprøjtning på forhånd, hvilket gør at jeg blankt takker nej. 

Når man får det her stof indsprøjtet, skal der gå 12 timer før en amning igen på etableres. Og med en pige, der ligner sin mor lidt for meget, og blankt nægter at tage en flaske, ja så er det jo en lille problemstilling, der ikke er til at løse. Skulle jeg i givet fald have sultet hende i 12 timer? 

Det behager ikke sygeplejersken at jeg “spilder deres tid” på denne måde, men lægen hun får hentet for at råde bod på situationen, er heldigvis en forstående ældre herre med en udenlandsk accent. Han fortæller mig, at han ser de her knuder dag ud og dag ind, at de i langt de fleste tilfælde er godartede, og jeg sagtens kan vente med en scanning indtil amningen ikke længere er et problem for Lilly. Skulle det vise sig at være en ondartet knude, er det en langsomt udviklende kræftform, som ikke kræver akut behandling. Dog har jeg også muligheden for at få lavet en biopsi hos en øre-, næse-, halslæge, hvis jeg ikke ønsker at gå i uvished.

Jeg ånder lettet op, giver ham hånden og takker for hans hjælp. Da vi går ud mod bilen, ser jeg klokken er 8.15, og pludselig rammer hans ord mig.

HVIS DU HAR KRÆFT.

Jeg skynder mig at flå telefonen op af lommen, og får hurtigt ringet min læge op i håb om en henvisning til en biopsi. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at gå i uvished om, hvorvidt jeg har en kræftknude i halsen. Lægen er heldigvis enig og smider en henvisning afsted med det samme. Samtidig spørger 5-årige Tatjana også lægen om det gør ondt. Jeg er meget bange for nåle og især i uvante situationer, som det at få lavet en biopsi er. Han fortæller mig, at det føles som en blodprøve, men at man i nogle tilfælde bliver nødt til at bruge en grovere nål for at få en større lap celler ud, som han så fint formulerede det, hvilket godt kan gøre ondt. Her bliver man dog lokalbedøvet. Tak for dit ærlige svar, hr. doktormand. 

Nu sidder jeg i skrivende stund og venter på min tid om to dage. To dage tilbage før jeg får foretaget min biopsi, som giver mig svaret jeg søger. Pessimisten i mig fortæller mig, at jeg helt sikkert har kræft og lige så godt kan forberede mig på et liv i forandring, men håbet i mig, fortæller mig at jeg endnu engang er heldig. At en knude sagtens kan betyde noget andet for det gjorde den i brystet jo. 

Forskellen på dengang jeg havde knuden i brystet og til nu, er jo så bare at jeg nu føler at jeg har mere at miste. Lilly. Og den tanke er det mest skræmmende. En tanke jeg slet ikke kan bære at tænke.

Så for nu vælger jeg at se tiden an, ikke at tage sorgerne på forskud og håbe at alting er ok. 

Tak fordi du læste med og hvis du har lyst, må du gerne krydse både hænder, fødder, fingre, tæer, ja hele kroppen, hvis du er den akrobatiske type for at jeg får et positivt svar retur. 

Som altid et varmt klem herfra.

Like & Share

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Skriv et svar