Idag har været en møgdag!

Picture of Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

En vaskeægte Møgdag! Og dem skal der selvfølgelig også være nogle af – heldigvis endte den skønt!

Den startede egentlig fint – jeg havde besøg af en skøn veninde. Det faktum at jeg imens vi sad og talte sammen, sad og lagde 3 maskiner vasketøj sammen (noget som jeg virkelig hader) – skulle ikke slå mig ud! Heller ikke det faktum, at jeg ikke kan få plads i skabet til det lige nu, fordi det simpelthen bare er blevet et stort rod!

Nææ…

Men så skulle jeg afsted og hente min elskede søn! YES!

Ned til bilen – i sneen. Den våde sne – som ikke lagde sig, men bare forårsagede sjap, og som man i øvrigt blev ret våd af. Sjap er da noget af det mest irriterende.

Men Anyways, jeg trykkede på ‘fjernbetjeningen’ (nøglen) til bilen for at låse op – ingen respons! Nå, den er nok død for batteri min nøgle, tænkte jeg.

Men nej – som jeg fik låst mig ind – og satte nøglen i – var der heller ingen respons her! TIS! Hele bilen var død!!

Jeg ringede efter min storsøster som kom mig til undsætning. Hun hentede Oliver for mig – og derefter mig, og så kørte vi afsted til THansen for at købe et batteri – og forbi min søster for at hente startkabler.

I THansen ved kassen – stod en bunke børnechampagner – som Oliver kiggede langt efter. Jamen så okay da! ‘Vi popper en børnechampagne senere skat’! Så blev den med ‘Find Dory motivet valgt!

Så retur – og først prøve med startkabler. Det virkede og den startede med det samme. Pludselig mindes jeg, at da jeg parkerede bilen igår aftes efter mit sangjob med Anders, der kørte blæseren helt vildt. Højt og larmende – men jeg tænkte ikke videre over det – andet end; ‘nå, mærkeligt – den stopper nok snart’.

Ja jeg ved det. Typisk kvinder! Eller bare typisk mig. Det er helt sikkert den som har tappet batteriet natten over.

Nå, men Oliver og jeg måtte jo ud og køre i bilen. Den skal jo liiige igang og lades lidt op igen sådan en..

Hermed røg tanken om en god og ordentlig gang aftensmad med børnechampagne – da kl. nu var blevet 18:00 dut.

Så vi kørte forbi i MCdriven – Tjo for så kunne jeg holde bilen igang, og min søn kunne få noget mad!
Vi kørte ind på en parkeringsplads – og med motoren kørende – skulle vi nu spise vores mad der.

Oliver ville meget hellere hjem – forståeligt, det var vi 2 om.

I Olivers hamburger må der kun være ketchup – så jeg ville tjekke at den var god nok. Jeg ved ikke hvad jeg får lavet – men den nærmest flyver ud af hånden på mig – et styks brød ned på gulvet foran passagersædet – en bøf ned i hundehårene mellem sæderne – og et andet brød gled ned over gearstangen med al dens pragt af ketchup – som nu både mit headset og flere andre elementer var smurt ind i.

Ahhhh!

Ind i MCdriven igen – købe 2 hamburgere kun med ketchup denne gang – og gøre det til et plus for ungen, at jeg tabte (nærmest kastede med) hans mad – at han nu fik en ekstra! Halleluja!

Så sad vi der .. jeg selv godt fedtet ind i ketchup.

Jeg besluttede at køre hjem forbi min søster – hvor der jo var startkabler – og forsøge at slukke bilen der, for så at tænde igen. På den måde skulle vi ikke holde et eller andet dumt sted, uden strøm!

Vi kørte derhjem – og jeg slukkede bilen.
Den tændte heldigvis upåklageligt igen – og uden lyd fra en voldsom blæser.
Så vi trillede hjemad.

18:55 skal vi ud af bilen og op i lejligheden. Oliver glædede sig sådan til at komme hjem – men var ked af at han nærmest skulle i seng med det samme – agtig.

“Nu får vi heller ikke smagt champagnen mor” – lød de lidt skuffede og mutte ord fra min søn.

Han skal til sin far imorgen – og idag skulle vi rigtig ha’ hygget.

Flere gange siden han blev hentet fra SFO, hørte jeg ordene; ‘Det er en dårlig dag mor!’ Jeg måtte forklare ham at jeg heller ikke synes at det var sjov, men at det er hvad der kan ske! “Vi må bare få det bedste ud af det” – hørte jeg mig selv sige.

Da vi skal ud af bilen – slæber jeg som sædvanlig en masse i hænderne – og glemmer børnechampagnen. Mig tilbage i bilen – og idet jeg skal ned og have fat i den foran passagersædet – stiller jeg MCdonalds-colaen fra mig på sædet – som naturligvis vælter – og vupti, cola på sædet!!

F*CK det tænkte jeg, nu er det op i lejligheden.

Og da vi kom op – bliver vi mødt af en stank fra en anden verden. I virkeligheden ikke en verden så langt herfra – nej, bare min hunds! En hund med dårlig mave – skønt! 
Dernæst taber jeg headsettet ned i hundens vandskål.
Ja’ hvorfor ik’!!! 

Det afholdte mig dog ikke fra, at skynde mig at komme børnechampagnen i fryseren (Jeg kunne godt ha’ brugt noget stærkere)! Gu om vi ikke skulle ha’ os et glas inden sengetid!

Oliver spurgte om vi kunne nå at se en film sammen. Jeg sagde: “vi kan nå at se lidt af en film skat”.

Han valgte filmen, The Amazing spiderman. Den var god og jeg tænkte Screw it! En halv time inde i filmen hentede jeg ‘pagnen, hev de fine glas frem – og så så vi den film færdig!

Oliver er kommet for sent i seng – men heldigvis har han ikke det store søvnbehov min dreng, så han skal nok klare den!

Det bedste af det hele var, da jeg puttede ham – og sagde: “Se skat! Det endte alligevel godt – det har været rigtig hyggeligt” – så responderede han med; “Var det idag alt det med bilen skete mor?” – mig; “Ja skat?”“Orv – det havde jeg helt glemt”, sagde han så, med det største smil.

Mommy Mission completed!

Nu kan det godt være – at gulvet er forsvundet i mængden af rod inde i mit soveværelse (noget jeg skulle have ordnet her til aften) – og hele den ene side af vores store sofa er dækket af vasketøj – men det kan rende mig!

Nu vil jeg poste dette indlæg – lave Olivers madpakke – gå en tur med hunden – tage mig et karbad – eller bare gå i seng! Hvem ved!

Håber at din dag har været bedre 😉

Nu må vi se om bilen vil starte imorgen……

Kærligst Rikke

Like & Share

Du kan kommentere længere nede.

Indlægget er skrevet af

Rikke Ganer Tolsøe

Du kan følge mig her:

Andre indlæg i denne kategori

Kærligst Rikke

Følg mig meget gerne på

Skriv et svar

Del gerne denne artikel
Du kan kommentere længere nede.
Picture of Rikke Ganer-Tolsøe

Rikke Ganer-Tolsøe

Du kan følge mig her:

Læs flere indlæg