Den mandlige sygeplejerske

Jeg blev indlagt akut, onsdag d. 10. Maj 2017 på Glostrup hospital. Kl. ca. 18:00. Onsdag morgen på vej på arbejde, startede en voldsom hovedpine.

Da jeg landede inde på mit arbejde følte jeg mig rigtig presset over mit hoved – og jeg vidste at jeg havde nogle kontrakter der skulle laves osv. Men efter 2 timer måtte jeg give op. Jeg sad inde i et mødelokale og græd lidt, og måtte derfra tørre øjnene og gå ud og meddele at jeg ikke kunne mere den dag – jeg måtte hjem! 

Gåturen til Nørreport st. føltes rigtig lang, selvom den ikke er det. 
Hvert et skridt jeg tog, gav et jag oppe øverst i rygraden og min hovedpine blev værre.. togturen var lang og da jeg næsten var landet hjemme ringede jeg til min mor.. 

“Mor? Det er ikke for at du skal gå i panik, men jeg har vitterligt lige så ondt, som da jeg sidst havde meningitis” (jeg skulle høre hende om nogle symptomer fra sidste gang – da jeg ikke kunne huske dem helt) 

Min mor ville have at jeg ringede til lægen, men jeg tænkte, at jeg lige ville tage nogle piller og prøve at hvile lidt. Så det gjorde jeg, da jeg endelig fik taget mig sammen til at rejse mig op fra gulvet – hvor jeg sad op af hoveddøren og græd…

3 timer efter var hovedet ligeså slemt og jeg vidste godt at noget var galt. Jeg ringede 1813 – og blev mødt, som sket før, af en nedladende “sygeplejerske” i den anden ende. 

“Hej mit navn er Rikke, jeg ringer fordi at jeg har en voldsom hovedpine, som gør at jeg ikke kan være nogen steder – og sidst jeg havde det sådan, havde jeg meningitis”

Jeg blev mødt af en nedladende tone, imens hendes ord lød: 
“Jamen Rikke, nu ved du jo godt at der skal mere til, end hovedpine – før man har meningitis. Har du feber?” Spurgte hun.. 

“Nej” svarede jeg, “det havde Jeg heller ikke sidste gang”.

“Har du pletter eller udslet på kroppen?” spurgte hun.. 

“Nej” svarede jeg, “det havde Jeg heller ikke sidste gang”.

“Har du været syg op til denne hovedpine?” Spurgte hun.. 

“Nej ikke rigtig – men jeg fik hjernerystelse for 3 uger siden, og det har jeg kæmpet lidt med siden” svarede jeg..

“Jamen Rikke – så er jeg jo mere bekymret for dit hovede, og det skal du have tjekket” lød hendes ord..

..så jeg skulle straks tage afsted til Glostrup hospital. Min storesøster kom og hentede mig, jeg var nu både svimmel og lyssky grundet denne voldsomme hovedpine, og ude af stand til at køre bil selv. 

Vi landede i ventelokalet og ved receptionen fik jeg præsenteret mig, alt imens jeg dårlig kunne holde øjenene åbne. De var ikke i tvivl om at jeg havde det skidt. 
Efter at have ventet lidt, siddende – hvortil smerterne og svimmelheden tog til – fik min søster lagt mig hen på nogle sæder, som var ledige ved siden af hinanden. Hun gjorde dem opmærksomme på at det blev værre og de vidste det godt. De rykkede alt de kunne…. 

Efter lidt tid, så kom han! Den mandlige sygeplejerske! 

Jeg så ham ikke helt – jeg kunne ikke holde øjnene åbne rigtigt, jeg kæmpede mod lyset og smerterne hæmmede mig. 
Han rakte sin hånd til mig, og spurgte om jeg skulle have hjælp. Det var selvsagt.. 
Både ham og min søster støttede mig – ja nærmest bar mig, fra hver deres side..
Jeg fik et værelse og en seng ..

Han var rolig, han tog hensyn til min lysfølsomhed samt lyd-følsomhed Han kiggede og aede kort, og sagde at han godt kunne se det stod skidt til.. Han var simpelthen så sød og fantastisk, at både min søster og jeg nærmest i kor, som han forlod lokalet, sagde; hold da op hvor var han fantastisk! 
Han havde sagt at vi bare skulle ringe efter ham (hive i snoren) hvis der var det mindste. 
Og det blev brugt nogle gange – som mine smerter blev værre og værre.. Jeg græd og græd, hvilket kun gjorde det værre – og jeg kunne ingen steder være. 
Han kom ind og forsikrede os for, at han havde “kategoriseret” os højt, og sat os foran andre som havde ventet i mange timer og at han gjorde hvad han kunne. 
Da han ikke måtte give mig smertestillende før lægen var kommet – forbarmede han sig alligevel og forsøgte med lidt panodiler – og han kunne ikke gøre andet. Men intet virkede. 
Vi sad i bæl-mørke. Min søster ved min side i alle de timer det stod på. Hun holdte mig i hånden, nussede mig – hjalp mig op og sidde når jeg ikke kunne ligge, og op at stå når jeg ikke kunne sidde og forfra igen. 
Den mandlige sygerplejerske stod hver gang i mørket, da han forstod mig, og talte til os. Han sagde igen “i hiver bare i snoren – jeg gør alt hvad jeg kan. Jeg ville have gjort det samme hvis jeg var i jeres situation” forsikrede han os. 

I lidt skær fra døren får jeg sløret set en ikke så høj mand, med hår på hovedet og fuldskæg. 
Jeg fik fremstammet til min søster “ligner han ikke lidt en Alf?” Med et smil på læberne sagde hun; “jo, det kunne han faktisk godt”..
“Min lykke-Alf sagde jeg”, imens tårene trillede..

Lægen kom.. 

Jeg blev undersøgt.. min historik talte for at starte mig op på medicinen mod meningitis – selvom det endnu ikke var konstateret. Jeg fik masken på som sidste gang, hvilket er rigtig ubehageligt.. grundet den mulige smittefare.. 

Mit hovede blev scannet. Ingen blødninger eller andet, det var ikke hjernerystelsen der forårsagede smerterne i mit hovede..
Jeg vidste godt hvad der ventede som det næste – rygmarvsprøven. De skal udtrække væske fra rygmarven, for at fastslå at det er meningitis. 
Og den er ikke sjov….. 

Lægen sagde flere gange, at han hældte mere og mere imod at det var en voldsom spændingshovedpine. Og for hver gang han sagde det, gav det et gip igennem hele kroppen. Jeg tænkte, hvis jeg skal have så ondt “bare” af en spændingshovedpine – så blir det fanme ikke sjovt fremadrettet. Det gjorde mig direkte bange..

Men prøven blev foretaget – og kl. 7 om morgenen, torsdag d. 11. Maj kommer lægen ind. 
“Hvordan har du det Rikke?” Spurgte han. 

Jeg fremstammede; “Ikke godt – jeg har så ondt i mit hovede” 

Jeg blev mødt, befriende, af en ny forståelse fra lægens side. 
“Det forstår jeg godt Rikke. Svarene er kommet og du har meningitis igen”.

Lettelsen trådte ind. Jeg ønskede ikke at have meningitis igen, det er smertefuldt og skræmmende – men jeg ønskede at så voldsomme smerter, måtte komme af en årsag – af noget som ikke burde være der. 

Jeg blev hentet i ambulance og overført til Rigshospitalet ca 40. efter. 
Jeg landede i en isolationsstue hvor alle der kom i nærheden af mig eller min stue, var pakket ind fra top til tå. Det skulle stadig fastslås at det ikke var den farlige, dvs. Bakterielle meningitis som smitter..

Det var det ikke. 
5 dage på hospitalet. Med drop, morfin, væske og medicin i IV (i årerne).
Jeg er nu udskrevet og kæmper for at komme helt oven på. Men jeg ved fra sidste gang, at det tager noget tid.. 
Jeg er sygemeldt pt. og jeg ved at jeg nu skal være bedre til at lytte efter min krop. 

Det er halvandet år siden sidst, at jeg sidste gang havde “et anfald” – kalder de det. 
Og jeg frygter for om det sker igen….. det vil jeg nok altid gøre…

Men den mandlige sygeplejerske – han er den venligste, mest forståelige og behagelig sygeplejerske jeg nogensinde er stødt på. Og selvom at jeg lå i smertehelvede dér, selvom at jeg ikke så ham – så hjalp han mig igennem det her… 
Så tak for ham. 
Tak fordi at han tager sit arbejde alvorligt, fordi at han tog mig alvorligt og fordi at han hver dag hjælper mennesker. 
For det ved jeg at han gør…